Vedtægter

Vedtægter for Antropologforeningen i Danmark

1. Foreningens formål er at arbejde for kendskabet til samt udbredelsen og anvendelsen af antropologisk viden, samt at skabe faglig debat mellem antropologer .

2. Som medlem af foreningen optages enhver, der er uddannet indenfor antropologi eller et tilsvarende fag, enhver der arbejder som antropolog og enhver, som studerer antropologi eller et tilsvarende fag.

Bestyrelsen kan under appel til generalforsamlingen med 2/3 majoritet af de fremmødte beslutte at ekskludere et medlem, der handler til skade for foreningen. Medlemmer, der ikke betaler forfaldent kontingent slettes uden videre fra det pågældendes regnskabsårs udløb.

3. Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen. Ordinær generalforsamling afholdes én gang om året i marts eller april måned. Indkaldelse af generalforsamling med angivelse af dagsorden skal finde sted med tre ugers varsel enten i foreningens medlemsblad eller ved særskilt skrivelse til de enkelte medlemmer. På generalforsamlingen kan arbejdsplaner fastlægges og arbejdsgrupper nedsættes. Alle medlemmer er møde- og stemmeberettigede på generalforsamlingen. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Afstemninger skal finde sted skriftligt, såfremt blot ét af de tilstedeværende medlemmer ønsker det.

Foreningens regnskabsår er 1. januar til 31. december. Foreningens kontingentår følger regnskabsåret. Revideret regnskab skal sendes ud til medlemmerne mindst 7 dage før generalforsamlingen.

Forslag fra medlemmerne, der ønskes fremmet til afstemning uden for den udsendte dagsorden, skal indsendes skriftligt til bestyrelsen senest 14 dage før generalforsamlingen og af bestyrelsen senest udsendes til medlemmerne 7 dage inden samme.

Dagsorden til generalforsamlingen skal indeholde følgende faste punkter:
– Valg af dirigent
– Valg af referent
– Fremlæggelse og godkendelse af forpersonens beretning
– Fremlæggelse og godkendelse af regnskab
– Valg af medlemmer til bestyrelsen
– Valg af revisor
– Fastsættelse af kontingent
– Eventuelt

4. Foreningens daglige ledelse varetages af en bestyrelse på mindst 5 personer, max. 15, hvoraf mindst 2 skal være færdiguddannede, valgt på generalforsamling for 2 år ad gangen. Genvalg kan finde sted. Bestyrelsen konstituerer umiddelbart efter generalforsamlingen sig selv med forperson, næstforperson og kasserer.

Bestyrelsesmedlemmer forventes at deltage aktivt i bestyrelsesarbejedet, jf. gældende dokument om forventninger til bestyrelsesmedlemmer. Dokumentet om forventninger til bestyrelsesmedlemmer udformes og godkendes af bestyrelsen.

Bestyrelsen tager beslutningsreferat fra sine møder og disse referater skal være tilgængelige for foreningens medlemmer. Bestyrelsen fastsætter selv sin arbejdsform. Beslutninger træffes ved almindeligt flertal.

5. Undergrupper/arbejdsgrupper under foreningen kan nedsættes af generalforsamlingen, bestyrelsen eller oprettes på eget initiativ af medlemmer af foreningen. Såfremt en undergruppe ønsker at benytte sig af foreningens navn udadtil, skal dette godkendes af bestyrelsen.

6. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen efter behov og skal indkaldes, når mindst 10 % af foreningens medlemmer skriftligt fremsætter krav herom med angivelse af grund. Senest to uger efter at bestyrelsen er blevet præsenteret for et sådant krav, skal den indkalde til en generalforsamling, som skal afholdes senest 4 uger efter udsendelsen af indkaldelsen.

7. Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af forpersonen, næstforpersonen og kasseren i foreningen.

8. Foreningens vedtægter kan ændres på generalforsamlingen, såfremt ordlyden til ændringsforslag er blevet udsendt til medlemmerne senest 7 dage inden generalforsamlingen. Ændringer skal vedtages med simpelt flertal for at være gyldige. Ved stemmelighed bortfalder forslaget.

9. Til foreningens opløsning kræves vedtagelse på en ekstraordinær generalforsamling med 2/3 majoritet blandt de fremmødte medlemmer. Foreningsformuen overgår i givet fald til en forening, tidsskrift eller lignende, der arbejder for formålet beskrevet i pkt. 1. Bestemmelse herom træffes på den afsluttende generalforsamling.

Vedtægterne er godkendt af bestyrelsen for Antropologforeningen Danmark ved Generalforsamlingen d. 25. maj 2021

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *